|
Leffe 9° (33cl, 9%)
|
En gylden, næsten kobberrød bryg fra Abdij van Leffe, der opfandt begrebet klosterbryg. Brygges af InBev, der jo er en af ølgiganterne på verdensplan. Dette nyeste skud på Leffe-stammen er en ganske interessant og behageligt bekendtskab. Aromaen er tydelig sødlig med alkoholen som det dominerende træk. Smagen er også sødlig og med et tydeligt bidrag fra alkoholen. En ligefrem og ikke synderlig kompleks bryg, der kan drikkes i store slurke - men pas på!
|
|
|
|
Leffe Radieuse (33 cl., 8,2%)
|
Leffe radieuse en af de kendte klosterøl fra fra Abdij van Leffe (Interbrew), en brown ale (dog rød i farven), er den mystiske i familien af Leffe-øl. Kraftig frugt-bouquet med overtoner af blomster og koriander – let bitter og stærkere, mere maltet end de øvrige leffe-øl. Lidt i stil med en Barley wine. Serveres kølig (8 – 12 °C).
|
|
|
|
Leffe Brune (33 cl., 6,5%)
|
Leffe Brune, en af de kendte klosterøl fra fra Abdij van Leffe (Interbrew) er mørk-brun, frugtrig sød og med smag af karamel og lang eftersmag (6,6%). Lidt som en stout med ristet malt. Skummet er meget cremet og stabilt. Serveres kølig (8 – 12 °C).
|
|
|
|
Abbaye de Saint Amand (7%, 33cl)
|
Pas på – kan godt bruse over. En tør lys belgisk kloster-ale – delikat krydret med enebær. Skummet er flygtig – aromaen typisk belgisk blonde og eftersmagen blød og mild humlet. En frisk frokostøl… med kant.
|
|
|
|
Abbaye de Saint-Martin Triple (9%, 33cl)
|
Lys og frisk tripel med flot og indbydende skum. Duften er frugtig – citrus og grønne æbler. Dejlig fyldig bryg, let maltet og sødlig smag – fylder munden på en meget behagelig måde. Afsluttes med en mild humle og varme fra alkoholen.
|
|
|
|
Abbaye de Saint-Martin Brune (8%, 33cl)
|
Mørk, næsten sort, bryg med flygtigt perlende skum. Aromaen er tydelig maltet med diskret duft af chokolade, kandis og nødder. Smagen bærer præg af de ristede malt-sorter og den svage men tydelige bitterhed holder gennem hele smagsoplevelsen. Afsluttes med en næsten chokolade-agtig bitter-sødme - en anderledes, men rigtig god dessertøl til den søde tand.
|
|
|
|
Abbaye de Saint-Martin Blonde (7%, 33cl)
|
Denne bryg er de særligt stolte af på Brasserie Brunehaut; den har vundet sølv i verdensmesterskabet i Chicago i 2007! Gylden bryg med flygtigt, perlende skum, der efterlader tydelige ringe på glasset. En duft af blomster og græs finder vej gennem den tydelige karakter af malt og gær. Smagen følger med en sprød tørhed, der skyldes en fin kombination af kulsyre og humle. En velafbalanceret, læskende sommerøl med behagelig sødme og perlende kulsyre.
|
|
|
|
Karmeliet Tripel (33cl., 8%)
|
I en gammel bog om lokale brygtraditioner blev det opdaget, at Karmelit-brødrene bryggede en øl med tre forskellige korn (byg, hvede og havre). Brouwerij Bosteels i Buggenhout har taget denne tradition til sig i denne enestående øl. Bryggen, der er gylden til bronze, kunne kaldes for en tre-kornsøl… eller endda en seks-korns, da der anvendes både maltede og umaltede versioner af de tre kornsorter. Kraftigt cremet skum og duft af abrikos og orange. Kompleks krydret smag med lang og tydelig eftersmag af sød, moden frugt (figen) samt overtoner af vanille. En anelse sødere end andre tripler. Let - med en lumsk styrke. Serveres ved 10 – 14°C.
førpris 22,00
|
|
|
|
De Graal SloCK (6,5%, 33cl)
|
Opskriften er oprindelig designet af Carl Kins (derfor stort CK i SloCK), som er en belgisk øl-skribent og ekspert med stor forkærlighed for amerikanske mikrobryggerier. Vores brygger Wim på De Graal bryggeriet har tilføjet dry-hopping (tilsætning af humle sidst i brygningen) – så det er en amerikansk øltype lavet på belgisk manér. Gæren er fra Duvel og humlerne amerikanske.
Arne: "Det er en dejlig, typisk belgisk øl, med det bedste fra flere forskellige øl. Der er mindelser om Duvel, men mildere og der er mindelser om Hommelbier, dejlig frugtagtig med lækkert skum, samlet en meget let drikkelig øl som kan drikkes til det meste." Brian og Randi: "Gylden øl med vedvarende skumkrone, men også lidt bundfald. Syrlig, frugtet duft med lidt noter af frisk grønt græs. IPA er generelt ikke ynglingsøllen, men denne har en afdæmpet bitterhed, der gør den frisk (IPA-fans vil måske finde den for afdæmpet). Ikke nogen tørstslukker, men god ølfylde for øltypen. En af de bedre IPA'er pga af sin friskhed og fylde, men ikke blandt favoritterne."
Kjeld og Virginia: "Både Virginia og jeg synes vældig godt om denne øl. Dens kombination af behagelig efterbitterhed og en interessant krydring (er det bare hvede, der giver den?) gør det til en behagelig oplevelse.
Pæn fyldig skumkrone. flot lys farve og klarhed, dog kun ringe bobling. Duften ikke særlig markant, bortset fra denne antydning af krydring, som ordet 'brød' måske kan bekrive. Det generelle indtryk er en ikke-sød ganske fyldig øl (som iøvrigt ikke misklæ's af sild!). Og det må nok siges at være en god ting at den ikke er afsindig alkohol-stærk."
|
|
|
|
St. Bernardus Abt 12 (33cl 10,5%)
|
Bryggeriet Sct. Bernard bryggede indtil 1993 øl på licens for trappist-klostret Sct. Sixtus, der i dag er kendt for sin eksklusive bryg Westvleteren. Aftalen ophørte, da trappistklostret udvidede sin kapacitet, men rygtet vil, at bryggen fra Sct. Bernard stadig brygges på samme gær. Farven er ibenholt og aromaen er banan, sirup og fersken. Bryggen smager af humle, brændt sukker og banan med en let bitter eftersmag af figen. Smagen udvikles efter opskænkning så det anbefales at lade bryggen stå lidt inden indtagelse.
Serveres kølig 8-12°C.
|
|
|
|
Leffe Tripel (8,4%, 33cl)
|
Leffe Tripel er en gylden, let uklar bryg, med et kraftigt, men flygtigt skum. En kompleks duft af orangeskal og sødlig malt. Smagen er også tydelig maltet og afsluttes med en
forfriskende bitterhed. Fin, afrundet bryg med en behagelig varmende alkohol, dog uden den
kraftig kulsyre som ellers kendetegner tripler.
|
|
|
|
Val-Dieu Brune (33cl., 8%)
|
En ægte klosterbryg. Brygges på klostret Abbaye De Val-Dieu, en idyllisk og fredsfyldt plet nær byen Aubel i provensen Hainaut. Bryggen er mørk, dejlig fyldig og varmende. Den dominerende smag er malt-sødme med toner af mokka og chokolade. Kraftig harmonisk øl med en behagelig eftersmag.
|
|
|
|
St. Bernardus Pater 6 (33cl 6,7%)
|
Sct. Bernard bryggede indtil 1993 øl på licens for trappist-klostret Sct. Sixtus, der i dag er kendt for sin eksklusive bryg Westvleteren. Aftalen ophørte, da trappistklostret udvidede sin kapacitet, og bryggen fra Sct. Bernard har i dag sin helt egen karakter (selvom rygtet vil, at bryggen stadig brygges på den samme gær). En mørkebrun bryg med let cremet skum. Smagen af mørk sukker, bær og den underspillede bitre humle smelter sammen i en fyldig enhed, der fuldendes med en anelse af malt og banan. Serveres kølig 8-12°C.
|
|
|
|
Ename tripel (8,5%, 33cl)
|
I anledning af en forestilling i 1990 opført i ruinerne af Ename-klosteret i Oudenaarde, blev denne bryg skabt af Brouwerij Roman. En dyb-gylden øl med et flot stabilt skum. Duft er diskret og lidt frugtig. Smagen starter let og forfriskende, men efterhånden sniger en sødlig og derpå diskret humlebitterhed sig ind og afsluttes med en krydret, næsten peber-agtig nuance. En meget "ren" tripel.
|
|
|
|
Abbaye des Rocs (33 cl., 9%)
|
Trods navnet, har dette bryggeri ikke anden relation til munke og klostre end at de sten man brugte til bryggeriets udvidelse i 1991 kom fra en nærliggende klosterruin. Farven er kobber/mørk rav med kraftigt og vedholdende skum. Aromaen er kraftig med nuancer af portvin, eg, karamel og en antydning af kirsebær. Smagen er kraftig maltet og cremet med både vanille og humle som de fremtrædende karakterer. Abbaye des Rocs er en ren malt-baseret øl – der er ikke tilsat yderligere sukker. Derimod er der anvendt syv forskellige malt-typer og tre slags humle (belgisk, tysk og tjekkisk). De bitre og søde smagsnuancer fuldender indtrykket af en utrolig harmonisk øl – nærmest i stil med de bedste trappister.
|
|
|